Vestsahara og retten til selvbestemmelse

En introduktion til konflikten historien folkeretten og den saharawiske kultur

Se videoen her, 

Vestsahara er Afrikas sidste store uløste afkoloniseringskonflikt. Området ligger ved Atlanterhavet mellem Marokko og Mauretanien. Størstedelen kontrolleres i dag af Marokko, mens mange saharawier lever som flygtninge i lejre nær Tindouf i Algeriet. Konfliktens kerne er enkel at formulere, men svær at løse: Hvem skal bestemme Vestsaharas fremtid – Marokko eller Vestsaharas eget folk?

Saharawierne har aldrig fået den folkeafstemning, som FN planlagde. Derfor handler Vestsahara ikke kun om et fjernt ørkenområde. Konflikten viser, om internationale regler også gælder, når stærke stater og nære allierede har økonomiske og strategiske interesser på spil. Det er netop grunden til, at Vestsahara fortjener vores opmærksomhed og solidaritet.

Et land delt mellem kontrol og eksil

Vestsahara er omtrent på størrelse med Storbritannien og har en lang atlanterhavskyst. Området rummer fiskerige farvande, fosfatforekomster og et stort potentiale for vind og solenergi. Marokko kalder området sine sydlige provinser og mener, at Vestsahara historisk tilhører kongeriget. Polisario Front, som blev dannet i 1973, kæmper for saharawisk selvbestemmelse og uafhængighed.

En mere end 2.000 kilometer lang sandvold, ofte kaldt muren eller bermen, skærer gennem territoriet. Vest for volden ligger de byer og kystområder, som er de  80 procent af territoriet, som Marokko kontrollerer. Øst for den ligger et tyndt befolket område under Polisarios kontrol. Omkring volden findes miner og militære stillinger, og mange familier har været adskilt i årtier.

EU anslog i 2025, at omkring 173.000 saharawiske flygtninge boede i fem lejre nær Tindouf i Algeriet. Lejrene ligger i et ekstremt tørt og ugæstfrit område af Sahara, hvor mulighederne for arbejde og selvforsørgelse er få. Mange familier er derfor afhængige af international fødevarehjælp, vandforsyning og sundhedsindsatser.

Fra spansk koloni til fastlåst konflikt

Spanien gjorde i slutningen af 1800-tallet området til koloni under navnet Spansk Sahara. Da afkoloniseringen tog fart efter Anden Verdenskrig, placerede FN i 1963 Vestsahara på listen over ikke-selvstyrende territorier. Det betyder, at afkoloniseringen endnu ikke er afsluttet, og at befolkningen har ret til at bestemme territoriets politiske status.

I 1975 bad FN’s Generalforsamling Den Internationale Domstol i Haag om en juridisk vurdering. Domstolen fandt, at der før den spanske kolonisering havde eksisteret visse troskabsbånd mellem Marokkos sultan og nogle stammer i området. Men den fandt ikke bånd af territorial suverænitet, som kunne ophæve sahrawiernes ret til selvbestemmelse. Domstolens konklusion var derfor, at Vestsahara ikke var marokkansk.

Samme år organiserede kong Hassan den Anden den såkaldte Grønne March, hvor hundredtusinder af marokkanere og soldater bevægede sig mod Vestsahara. Spanien indgik derefter Madrid-aftalen med Marokko og Mauretanien og trak sig ud uden at gennemføre den planlagte folkeafstemning og afkolonisering. Aftalen overdrog administrative opgaver, men gav ikke Marokko eller Mauretanien lovlig suverænitet over territoriet.

Krigen mellem Polisario på den ene side og Marokko og Mauretanien på den anden drev titusinder på flugt. Polisario udråbte i 1976 Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik. Mauretanien opgav sit krav i 1979, hvorefter Marokko overtog det område, som Mauretanien havde forladt. Krigen mellem Marokko og Polisario fortsatte frem til 1991.

Marokko finder stærke støtter til deres besættelse af Vestsahara. 

I løbet af de sidste ti år har Marokko presset lande i hele verden til at acceptere deres krav på Vestsahara. Under Trumps første præsidentperiode i Det Hvide Hus, anerkendte den amerikanske regering marokkansk suverænitet over Vestsahara. Kort tid efter indgik USA, Israel og Marokko en aftale, der ligeledes anerkendte Marokkos suverænitet over Vestsahara.  Samtidig indledte de tre lande et militært samarbejde, der bl.a. betyder at amerikanske og israelske droner indkøbes af Marokko.

Ved at bruge truslen om migranter fra Marokko til EU, har bl.a. Spanien og Frankrig anerkendt Marokkos suverænitet over territoriet. For at vise at det ikke er tomme trusler, lader Marokko med jævne mellemrum store grupper af migranter strømme ind i en af de spanske enklaver på middelhavets kyst.  

År  Begivenhed
1963  FN optager Vestsahara på listen over ikke-selvstyrende territorier
1973  Polisario Front dannes mod det spanske kolonistyre
1975  Den Internationale Domstol fastholder retten til selvbestemmelse og Spanien forlader området
1976  Polisario udråber Den Sahrawiske Arabiske Demokratiske Republik
1991  Våbenhvile og oprettelse af FN-missionen MINURSO med plan om en folkeafstemning
2020  Våbenhvilen bryder sammen og væbnede sammenstød genoptages
2025  Et forslag fra Trump-administrationen vedtages af FN’s Sikkerhedsråd der fremhæver marokkansk

autonomi som den mest realistiske forhandlingsramme

 

Folkeafstemningen der aldrig kom

Våbenhvilen i 1991 byggede på en FN-plan, der skulle lade saharawierne vælge mellem uafhængighed eller integration med Marokko. FN oprettede missionen MINURSO, hvis navn direkte betyder FN’s mission for en folkeafstemning i Vestsahara. Afstemningen blev først udsat og siden fastlåst, især fordi parterne var uenige om, hvem der havde ret til at stemme. Marokko ønskede at de  tusindvis af marokkanske bosættere  der havde bosat sig i Vestsahara og de mere end 150.000 soldater også skulle have stemmeret. Det afviste Polisario. 

Marokko fremlagde i 2007 et forslag om autonomi. Det vil give Vestsahara eget parlament og lokale institutioner, men området skal forblive under marokkansk suverænitet. Marokko fremstiller planen som et realistisk kompromis og understreger de investeringer, landet har foretaget i området. Polisario afviser planen, fordi saharawierne ikke får mulighed for at vælge uafhængighed, samt at det massive antal marokkanske bosættere, ifølge international lov, ikke skal have indflydelse over territoriets fremtid. 

I oktober 2025 tog FN’s Sikkerhedsråd et tydeligt skridt i retning af Marokkos position. Forslaget blev stillet af Trump-administrationen. Resolution 2797 kaldte reelt autonomi under marokkansk suverænitet den mest realistiske og gennemførlige løsning og gjorde autonomiplanen til udgangspunkt for nye forhandlinger. Samtidig bevarede teksten henvisningen til saharawiernes selvbestemmelse og forlængede MINURSO’s mandat. Sikkerhedsrådets vedtagelse har derfor indbygget en intern konflikt, og opfattes af mange som endnu et forsøg på at underminere FN som institution samt FN-pagten, konventioner og domstole. Danmark sad i Sikkerhedsrådet og stemte for resolutionen. Den politiske kurs er dermed blevet mere fordelagtig for Marokko, uden at Vestsaharas grundlæggende folkeretlige status formelt er blevet ændret.

Hvad siger folkeretten

Folkeret er de regler, der gælder mellem stater og det internationale samfund. Reglerne findes blandt andet i FN-pagten, traktater, retspraksis og almindelig international sædvaneret. De skal begrænse magtpolitik og give både store og små lande en fælles ramme.

I Vestsahara er især tre principper vigtige. Det første er folkets ret til selvbestemmelse (her skelnes der mellem folket og befolkningen). Et folk i et ikke selvstyrende territorium skal selv kunne vælge sin politiske fremtid. Det andet er, at territorier ikke lovligt må erhverves med magt. Det tredje er, at et koloniseret territorium har en status, der er adskilt fra den stat, som administrerer eller kontrollerer det, indtil folket har udøvet sin ret til selvbestemmelse.

Der er forskel på faktisk kontrol og lovlig suverænitet. Marokko administrerer størstedelen af Vestsahara, bygger veje og havne og håndhæver sine love. Men kontrol i praksis er ikke det samme som internationalt anerkendt ejendomsret til territoriet. FN behandler fortsat Vestsahara som et ikke-selvstyrende territorium og ikke som en del af Marokko.

EU-Domstolen har gjort denne forskel meget konkret. I oktober 2024 fastslog domstolen, at EU’s landbrugs- og fiskeriaftaler med Marokko var indgået i strid med principperne om selvbestemmelse og traktaters virkning over for tredjepart, fordi aftalerne blev anvendt på Vestsahara uden det saharawiske folks samtykke. At spørge de nuværende marokkanske bosættere i territoriet var ikke tilstrækkeligt, også fordi en stor del af det saharawiske folk lever i eksil.

Naturressourcer er derfor også et juridisk spørgsmål. Fisk, fosfat, landbrugsvarer og fremtidig grøn energi kan ikke behandles, som om Vestsahara uden videre er marokkansk. Økonomisk aktivitet skal vurderes i forhold til det saharawiske folks rettigheder, interesser og samtykke.

Hvorfor folkeretten angår os

Danmark er et lille land, som er afhængigt af, at internationale regler bliver taget alvorligt. Hvis regler om grænser og selvbestemmelse kun håndhæves over for fjender, men tilsidesættes for allierede, mister de troværdighed. Det svækker også Danmarks mulighed for at kræve respekt for folkeretten i andre konflikter.

Folkeretten kan ikke alene skabe retfærdighed. Der findes ingen verdensregering, som automatisk gennemfører domme og FN-beslutninger. Stormagter kan blokere, forsinke eller omfortolke løsninger. Netop derfor er offentlig opmærksomhed vigtig. Retten får større betydning, når borgere, medier, virksomheder og regeringer bliver holdt fast på den samme målestok.

Solidaritet med saharawierne betyder ikke, at man skal ignorere marokkanere eller afvise forhandlinger. Det betyder, at en løsning ikke bør påtvinges det folk, hvis land konflikten handler om. En troværdig fred må bygge på saharawiernes frie deltagelse, respekt for menneskerettighederne og en løsning, de faktisk kan acceptere.

Et folk med en levende kultur

Saharawisk kultur er formet af livet i det vestlige Sahara og af forbindelser til Nordafrika, Mauretanien og Vestafrika. Mange saharawier taler hassaniya, en arabisk dialekt med ord og påvirkninger fra områdets amazighske rødder. Spansk bruges også af mange som følge af kolonitiden og kontakten til Spanien og Latinamerika.

Den traditionelle haima, det store telt, er både bolig, møderum og symbol på fællesskab. Te serveres ofte i tre små glas i en langsom ceremoni, hvor samtalen er lige så vigtig som drikken. Mundtlig poesi har en stærk plads i kulturen. Digtene kan fortælle om kærlighed, slægt, ørkenen, tabet af hjemlandet og kampen for frihed.

Musikken kaldes ofte haul og bæres af sang, rytmer, håndklap, trommen tbal og strengeinstrumentet tidinit. I nyere saharawisk musik spiller den elektriske guitar en central rolle. Musikken har fungeret som kollektiv hukommelse og nyhedsformidling i et samfund præget af flugt og adskillelse. Gruppen El Wali og sangere som Mariem Hassan og Aziza Brahim har gjort eksil, modstand og hverdagsliv til musik.

Kvinder har haft en synlig rolle i opbygningen og driften af flygtningelejrenes skoler, sundhedsarbejde og lokale institutioner. Det betyder ikke, at samfundet er uden kønsulighed, men det er en vigtig del af saharawiernes nyere historie og selvforståelse.

Lyt til saharawisk musik

Hvad solidaritet kan være

Vestsahara er ofte fraværende fra nyhederne. Det gør konflikten lettere at ignorere og lettere at afgøre hen over hovedet på saharawierne. Den første solidariske handling er derfor at lære konflikten at kende og give plads til saharawiske stemmer.

I Global Aktion undersøger vi, hvordan danske politikere stemmer og argumenterer i FN og EU, og hvordan varer fra Vestsahara bliver mærket. Vi inviterer saharawiske aktivister der arbejder med konflikten til Danmark. Vi spørger  virksomheder og pensionskasser, om deres aktiviteter respekterer det saharawiske folks rettigheder.

Solidaritet er mest troværdigt, når den bygger på viden og konsekvens. Saharawierne skal ikke støttes, fordi de er passive ofre, men fordi de er et folk med politiske rettigheder, en levende kultur og ret til at forme deres egen fremtid. Konflikten er en prøve på, om afkolonisering og selvbestemmelse stadig gælder, når det er politisk besværligt.

Kilder og videre læsning

Faktatjekket og opdateret 21 september 2026