Enevældet er fremtiden?

Den Afrikanske Union kan ikke have det begge veje, når det gælder demokrati

I næste uge, den 8. september 2025, vil mere end halvtreds afrikanske konger, dronninger og traditionelle ledere samles i Mbabane i Kongeriget Swaziland for at deltage i Conference of All African Leaders. Hvad er det lige der sker?

Denne konference er organiseret af African Indigenous Governance Council og støttet af Den Afrikanske Unions (AU) Menneskerettighedskommission (ACHPR).

 Ifølge konferencens konceptnotat ”søger konferencen at bekræfte den varige værdi af Afrikas traditionelle institutioner, kulturarv og oprindelige styresystemer.”

Valget af værtsland er sigende. Swaziland er Afrikas sidste absolutte monarki. Politiske partier er forbudt, og kritiske stemmer bliver bragt til tavshed gennem intimidering, fængsling, statssanktioneret vold og tvunget eksil.
Under urolighederne i juni 2021, da befolkningen protesterede mod det udemokratiske styre, svarede sikkerhedsstyrkerne med brutal magt: over 100 blev dræbt, og mange flere såret.
I januar 2023 blev Thulani Maseko, en fremtrædende menneskerettighedsadvokat og politisk aktivist, myrdet i sit hjem, mens han så fodbold med sin familie.

AU har selv udtrykt bekymring over landets udemokratiske karakter.
I 2012 opfordrede netop den samme ACHPR, som nu støtter konferencen, Swazilands regering til at respektere ytrings- og forsamlingsfriheden.
Den opfordrede også til at tage skridt mod frie og fair valg.
I 2014 gentog kommissionen kravene efter rapporter om chikane af journalister og politiske aktivister.
I 2022 udtrykte den igen bekymring over, at Swazilands regering nægter at implementere de tidligere anbefalinger om demokratisk styre.
Og i maj 2023 vedtog kommissionen en resolution, der kraftigt fordømte mordet på Maseko og krævede løsladelse af politiske fanger.
Resolutionen udtrykte yderligere bekymring over landets fortsatte krænkelser af rettigheder nedfældet i Den Afrikanske Menneskerettighedserklæring.

Læser man dette, virker det tydeligt, at AU selv erkender, at Swaziland er udemokratisk og kontinuerligt krænker sine forpligtelser under den Afrikanske Charter.
Men på den anden side har unionen banet vej for en samling af afrikanske traditionelle ledere i det samme udemokratiske Swaziland – og dermed fremhævet landets styreform som et eksempel til efterfølgelse.
Det er en farlig selvmodsigelse, der skader AU’s troværdighed.

Traditionelt lederskab vs. demokrati
Hovedproblemet ved traditionelt lederskab er, at det ikke bygger på folkets vilje.
Traditionelle ledere vælges ikke, men fødes ind i deres positioner og bliver siddende hele livet.
Det står i direkte modsætning til de demokratiske principper, AU hævder at forsvare.
Demokrati giver borgerne magt til at fjerne ledere, der fejler, mens traditionelle systemer kræver undersåtternes lydighed og tildeler livslange positioner – uanset ledelsens resultater.

Swazilands befolkning ved dette alt for godt.
De har i årevis forsøgt at komme af med kong Mswatis Tinkhundla-system og har lidt enormt for at turde udfordre det.

AU undergraver egne traktater
Ved at støtte denne konference undergraver AU sine egne traktater om menneskerettigheder og styreformer.
Den Afrikanske Charter, Charteret om Demokrati, Valg og Styre samt resolutionen om menneskerettighedssituationen i Eswatini fra 2023 understreger alle, at legitim autoritet kun kan komme fra folkets vilje og samtykke.
Hvordan kan AU så støtte en konference, der undergraver netop dette princip?
Det svarer til at blåstemple undertrykkelse og krænkelser af grundlæggende rettigheder.

AU taler med to tunger.
På den ene side fordømmer unionen Swaziland for menneskerettighedskrænkelser.
På den anden side vælger den landet som scene til at fremme traditionelt lederskab.
For almindelige afrikanere generelt og for swazier i særdeleshed giver det indtryk af, at AU værdsætter kongers og høvdingers komfort højere end folkets demokratiske aspirationer.

Over hele kontinentet, fra Kap til Cairo, kræver unge afrikanere forandring.
De er med rette frustrerede over korruption, arbejdsløshed og regeringers tomme løfter.
De ønsker på ingen måde at vende tilbage til de mørke tider, hvor deres liv blev styret af herskere udpeget gennem fødsel og ikke gennem folkets vilje.

AU bør feje for egen dør og aktivt bruge den Afrikanske Charter til at fremme ægte, folkelig demokratisk udvikling.

Vi bør ikke romantisere traditionelle ledere, men huske, at mange af dem kun eksisterer i dag, fordi de var en integreret del af kolonimagternes magtstruktur og siden har fortsat dette samarbejde med de tidligere kolonimagter, så de i dag mere er forretningsfolk end konger.