Cubakrise
Amerikansk imperialisme slår til igen: Cubansk eks-præsident tiltalt
Raul Castro og fem andre cubanere anklaget for mord, i sag hvor cubanerne skød amerikansk fly ned over cubansk territorium. Danmark og EU burde træde i karakter.
Donald Trump har flere gange truet med at indtage Cuba. Tidligere på året indførte Trump-administrationen desuden en brændstofblokade mod Cuba, som man truede lande som Venezuela og Mexico til at følge. Og så har Amerikanerne i øvrigt opretholdt en omfattende handelsblokade mod Cuba i mere end 65 år.
I går rejste det amerikanske justitsministerium så tiltale mod Cubas eks-præsident, den nu 94-årige Raul Castro, og fem andre, for deres påståede rolle i en sag, hvor cubanske kampfly i februar 1996 skød to civile fly, der blev opereret af en gruppe eksilcubanere over cubansk luftrum, ned.
Fire personer blev dræbt, heraf tre amerikanere. Castro var på daværende tidspunkt cubansk forsvarsminister.
I en pressemeddelelse, skriver det amerikanske justitsministerium at de seks tiltalte risikerer dødsstraf eller livstidsdomme, hvis de bliver kendt skyldige.
Cubas præsident Miguel Diaz-Canel kalder tiltalen et ”politisk træk uden juridisk grundlag”, og mener at Cuba handlede i legitimt selvforsvar i 1996, efter gentagende amerikanske krænkelser af landets luftrum. Castro har tidligere afvist at have givet ordre til at skyde flyet ned.
Global Aktion mener at den danske regering og EU burde træde i karakter, og fordømme tiltalen, ligesom man burde tage afstand fra de amerikanske blokader og trusler om invasion mod Cuba.
Ikke mindst når nu man tænker på, hvor hurtigt og bestemt Danmark og EU reagerede, da Trump og USA truede med at invadere Grønland.
Danmark og EU burde desuden – i henhold til international ret – støtte Cubas ret til selvbestemmelse og suverænitet. Om ikke andet så fordi passivitet kan give bagslag i forhold til Grønland.
USA opfører sig nemlig i stigende grad som om suverænitetsbegrebet og folkeretten ikke findes. Men den amerikanske tiltale, blokade og trusler ligner nu også betænkeligt meget andre gange, hvor USA har forsøgt eller lykkes med at annektere, omstyrte og invadere andre lande. Som 1.400 eksil-cubaneres CIA-støttede og amerikansk finansierede forsøg på at invadere Cuba i 1961. Eller lignende ”operationer” i Venezuela, Iran, Irak, Vietnam, Congo og Chile med mange flere. Eller for den sags skyld efterkrigstidens amerikanske kulturimperialisme, konditionalitet og mere eller mindre konstante krigsførelse.
Hvis international ret skal være ret, er amerikanerne således ikke ligefrem klassens juridiske duks.
Til gengæld har vi ikke hørt meget fra den danske regering, eller EU. Dette er noget mærkeligt, når nu EU påstår at man gerne vil stå på egne udenrigspolitiske og økonomiske ben.