Klima

Systemforandring og solidaritet er løsningen på klimakrisen

Klima, vækst og fattigdom hænger sammen. Vi kan derfor ikke løse den menneskeskabte klimakrise uden at løse uligheds- og fattigdomskrisen, samt gøre op med en verdensøkonomi der er gjort afhængig af vækst.

COP30 blev afholdt i november i Amazonas i Brasilien. En klimakonference, som den brasilianske præsident Luiz Inácio Lula da Silva forinden sagde krævede både reel handling og resurser fra verdens rige lande til det globale syd, før verdens befolkninger mister troen på multilateralisme og international politik.

Og hvor FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrede verdens lande til at frembringe et ”fundamentalt paradigmeskift”.

For aldrig har der været så meget CO2 i atmosfæren. 2024 var det varmeste år nogensinde målt. Temperaturene har ikke været højere i millioner af år. Ekstreme hedebølger, med lande der rapporterer om temperaturer over 50 grader, og ekstreme vejrhændelser, er blevet normalt. Varmestress rammer milliarder og oversvømmelser dræber masser af mennesker og forårsager massive skader.

Vi står midt i en uset artsudryddelse. Ligesom den globale opvarmning er en trussel mod prisstabilitet for fødevarer, samt får prisen på fødevarer til at stige. Og det kommer til at blive værre endnu.

Vi er på vej mod noget der ligner en 2,6 til tre graders temperaturstigning, siden vi startede industrialiseringen, med risiko for ”katastrofale” konsekvenser. Vi nærmer os såkaldte ”tipping points”, der kan og vil forårsage pludselige og potentielt uigenkaldelige forandringer, som Golfstrømmens kollaps, der blandt andet vil umuliggøre dele af det danske landbrug og fiskeri. Og vi er på vej mod en regulær ”polykrise”, der vil føre til såkaldt ”climateflation”, fattigdom, sult, ulighed og hastigt stigende masseudryddelse.

Klimakrise og fattigdom
Mange europæere har fået med sig, at vores levevis og sikkerhed i stigende grad er i fare.

Men som FN’s organisation for handel og udvikling, UNCTAD, beskrev for nyligt i en rapport, rammer klimaforandringerne især de fattige lande. Lande der i forvejen bruger flere penge på at betale af på deres gæld end på sundhed og uddannelse, ligesom finansieringsgabet for FN’s Verdensmål i det Globale Syd er steget alarmerende.

Og en ny rapport fra FN’s udviklingsprogram, UNDP, viser, at der er en stærk forbindelse mellem klimakrisen og fattigdom, især i Sydasien og Afrika syd for Sahara. Næsten 80 procent af verdens fattige mennesker bor nemlig i regioner der er udsat for ekstrem varme, oversvømmelser og andre negative effekter af klimakrisen – selvom det er de fattigste, der er mindst ansvarlige for den stigende CO2-udledning og effekterne heraf.

”Fattigdommen hænger sammen med og forstærkes af de stadig mere dramatiske effekter af klimakrisen”, udtaler UNDP’s fungerende administrator, Haoliang Xu.

Klimakrisen kan blandt andet ses tydeligt i Afrikas sidste koloni Vestsahara (inklusive de flygtningelejre i nabolandet Algeriet, hvor mange af landets oprindelige befolkning bor), hvor klimaforandringerne fører til en kombination af lange tørkeperioder, kraftige oversvømmelser og forsvindende grundvand. Og i Mozambique, der som et af verdens fattigste lande er ekstremt sårbar overfor stigende temperaturer, hedebølger, tørker, oversvømmelser, cykloner – og deraf følgende magre sæsoner, økonomiske chok og flygtningestrømme, forårsaget af klimaforandringerne.

Men også i lande som Kina (hvor oversvømmelser har fordrevet hundredtusindvis af mennesker), Honduras (hvor klimakatastrofer har dræbt titusinder), Pakistan (hvor oversvømmelser dækkede store dele af landet i 2022), Italien (hvor hedebølger har givet store både menneskelige og økonomiske tab) og USA (der har lidt store økonomiske tab, som følge af orkaner og brande). Samt i Danmark, hvor klimakrisen blandt andet koster på madbudgettet og milliarder i skader, nu og i stigende grad i fremtiden.

En politisk krise
At de menneskeskabte klimaforandringer i højere og højere grad har negativ indflydelse på verden, burde således være tydeligt for alle. Og vi kan ikke ”vinde” klimakampen, og holde os under de 1,5 grader som verdens lande har lovet med Parisaftalen.

Det er derimod mindre entydigt – og populært at tale om – hvordan vi realistisk og retfærdigt kan mindske effekterne af klimakrisen. Disse løsninger må nødvendigvis rykke ved eller gør op med vores natursyn samt vækst- og fordelingstankegang. For klimakrisen er den ultimative markedsfejl, og klimaforandringernes usynlige hånd er i bund og grund en politisk krise. Men det er tydeligt at vores politiske ledere ikke for alvor har tænkt sig at gøre noget ved den.

Som det er nu, fører vi i den rige verden sideløbende krig mod naturen (og dermed os selv), og en ulighedsskabende og utopisk vækstkamp mod hinanden.

Og det Globale Syd taber tusinder af milliarder dollars årligt ”på ulige handelsforhold, multinationale selskabers profit, skatteunddragelse, illegal handel, hjerneflugt og omkostninger som følge af klimaændringer”, som Global Aktion skrev i en rapport om fattigdom i 2024.

Det har således aldrig været mere oplagt og nødvendigt at tage et radikalt opgør med vores vækstbaserede, ulighedsskabende syn på verden og os selv. For finansiel stabilitet og større global lighed, samt en reel villighed i de rige lande – der har det største ansvar for klimakrisen – til at skære i deres CO2-udledninger, vil øge incitamentet for klimahandling i resten af verden.

Mennesker er desuden i bund og grund sociale væsener, der i høj grad er afhængige af hinanden og har overlevet og haft succes, gennem samarbejde, solidaritet og gensidig bistand, ikke via konkurrence og selvhævdelse.

Det er derfor både i strid med sund fornuft og kontraproduktivt at se verden som et individualistisk nulsumsspil hvor jungleloven hersker. Som USA’s præsident Donald Trump tydeligvis gør og beskrev tilbage i 1987 i bogen ”The Art of the Deal”, hvor han hævdede at ”de fleste mennesker er bange for succes, bange for at vinde”. Eller i ”Think Big and Kick Ass”, hvor Trump hævder at en god handel er en, hvor du vinder og knuser din modstander. 38 år senere trak han USA ud af Parisaftalen, og opfordrede oliefirmaerne til at ”drill, baby drill” – en af hans mange Pyrrussejre.

Retfærdighed og solidaritet
”De bedste aftaler er dem, hvor alle vinder”, skriver den hollandske historiker Rutger Bregman derimod i sin bog ”Humankind”, i en kritik af Trumps tankegang (det var Bregman der italesatte og kritiserede greenwashing og skatteunddragelse ved World Economic Forum i Davos i 2019).

Måske er det på tide at vi i den rige del af verden husker dette, inden det er for sent. En ny rapport fra den britisk udviklingsorganisationOxfam beskriver, hvordan de rige og superriges livsstil med et højt CO₂-forbrug sprænger verdens resterende kulstofbudget. Oxfam, har desuden afsløret, at nettoformuen for de 10 rigeste amerikanske milliadærer er vokset med omkring 700 milliarder dollars i det seneste år. Altså et beløb, der er mere end nok til at afskaffe ekstrem fattigdom på verdensplan.

For i de lande, hvor klima- og fattigdomskriserne gør mest ondt, ved de godt at fattigdom og klimakrisen hænger uløseligt sammen med global ulighed. Og at løsningen på klimakrisen blandt andet kræver klimaretfærdighed, en mere demokratiseret økonomi og kollektiv ejerskab samt global solidaritet. Og at dette igen kræver en global bevægelse, der råber verdens regeringer og firmaer op. Ikke grønvaskede løfter om lette løsninger, håb, hockeystave og teknologiske fix, hvor det er underforstået at vi i den rige del af verden som udgangspunkt kan opretholde vores i stigende grad ikke-bæredygtige levevis.

Det kræver derimod et opgør med denne levevis, samt den globale nyliberale samfundsorden, med dens afhængighed af fossile brændstoffer, intensivt landbrug samt ulighed og utopiske krav om uendelig vækst og stigende forbrug og profitrater. En samfundsorden der styres og administreres af og for de få, der hverken er til fordel for klima, miljø eller langt størstedelen af verdens befolkning.

Vindmøller og systemforandring
Vrede demonstranter – heraf mange oprindelige folk – stormede COP30-klimatopmødet, med skilte med budskaber om beskytelse af skovområder og ret til jord.

I Belém sagde FN’s klimachef Simon Stiell desuden, at verdens regeringer aldrig vil blive tilgivet, men holdt ansvarlige for inflation, sult, konflikter og stigende flygtningestrømme, hvis ikke de skifter til en lavemissionsøkonomi. Det ser ikke ud som om de for alvor lyttede.

Det kræver vindmøller, elektrificering, ændring af vores rejse-, spise-, bolig- og forbrugsvaner. Men det kræver også systemforandring og en ny måde at se os selv og verden på.

Og det kræver at du og jeg organiserer os og arbejder sammen med mennesker i det globale syd for at presse et reelt opgør med både den nuværende ideologi og realiteterne – ikke bare retorikken – igennem. For selvom det har været tydeligt længe at dette opgør er nødvendigt, er det lige så tydeligt at politikerne og de store firmaer ikke har tænkt sig for alvor at handle, hvis ikke vi presser dem til det.

Et godt eksempel på dette er, at den seneste Emissions Gap Report fra FNs Miljøprogram og Miljøorganisation UNEP, konkluderer, at mennesker udleder mere CO2 end nogensinde.

Et andet er at vores egen statsminister Mette Frederiksen ikke engang deltog i dette års klimatopmøde, men i stedet sendte klimaministeren. ”Jeg deltager desværre ikke selv ved COP30, da der er kommunalvalg”, udtalte Frederiksen. Så har man da prioriteterne i orden.