Magt er ret
Trumps bøllemetoder underminerer fred og folkeret
En fredelig, sikker og retfærdig verden er kun mulig, hvis retsstatsprincippet hersker i stedet for magt er ret, siger FN, efter at amerikanske tropper kidnappede den venezuelanske præsident.
Fundamentet for den internationale lov risikerer helt at smuldre væk, med den selv for USA uhørte ”magt er ret”-doktrin, som USA’s præsident Donald Trump står for, og Danmark, EU og andre landes mere eller mindre stilletiende accept.
Denne tendens stod endnu mere klart end tidligere, da amerikanske tropper angreb Venezuelas hovedstad, Caracas, tog landets præsident Nicolas Maduro til fange og stillede ham for retten i New York – et åbenlyst brud på international lov, der risikerer at være den sidste pind i folkerettens ligkiste.
Uafhængigt af situationen i Venezuela, kan denne udvikling skabe en farlig præcedens, og FN’s Generalsekretær Antonio Guterres er dybt bekymret over, at folkerettens regler ikke er blevet overholdt, skrev FN i en pressemeddelelse, samme dag som Maduro blev kidnappet og fløjet til USA i håndjern.
– En fredelig, sikker og retfærdig verden for alle er kun mulig, hvis retsstatsprincippet hersker i stedet for magt er ret, advarede Annalena Baerbock, der er formand for FN’s Generalforsamling, i samme pressemeddelelse.
Fred og sikkerhed
Man skal ikke have beskæftiget sig meget med menneskerettighederne og geopolitik, før man opdager at førstnævnte ofte må vige for sidstnævnte. Eller at FN på ingen måde er en effektiv eller perfekt organisation, men derimod ofte en bureaukratisk konstruktion, som en håndfuld lande kan paralysere i Sikkerhedsrådet.
Men verden havde med al sandsynlighed været et meget mere splittet og ødelagt sted, hvis ikke 51 stater – herunder Danmark – havde skabt den internationale lov og De Forenede Nationer efter 2. Verdenskrig.
Målet var at skabe og bevare fred og sikkerhed, have et forum, hvor nationer kunne tale sig til enighed, i stedet for at føre krig, samt sikre økonomiske fremskridt for alle og bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, som der står i FN-pagten, der blev underskrevet i San Francisco den 26. juni 1945.
Og skabe en verden med ligeværdighed og tryghed, ”hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål”, som der står i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, der i mange år har stået som et slags verdens ”overjeg”.
Fundamentet smuldrer
Dette fundament er gradvist smuldret væk. Ikke mindst når menneskerettighederne stod i vejen for strategiske eller økonomiske fordele – eksempelvis i et land som Afrikas sidste koloni Vestsahara, hvor befolkningen har ventet i årtier på en afkoloniseringsproces, der bliver forpurret af lande som USA og Frankrig – og Danmark. Eller når folkeretten stod i vejen for indenrigspolitik og folkestrømninger – som med den af FN-kritiserede Ghettolov eller når Mette Frederiksen vil til at udvise udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet, i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Men Trumps åbenlyse foragt for folkeretten, og lande som Danmarks manglende kritik af hans administrations gentagende og grove brud på den, kan være det sidste søm i FN’s, folkerettens og menneskerettighedernes ligkiste.
Nu må vi i stedet vente og se, om Grønland bliver næste offer, eller hvilke andre magtfulde lande der følger i Trumps fodspor.
For Trumps retorik om Grønland bryder med hele idéen om forfatningsmæssig og internationalretlig orden, som professor Helle Krunke fra Københavns Universitets juridiske fakultet konstaterer.
Men når man ikke er med til at beskytte folkeretten, når det gælder Vestsahara eller Venezuela, kan man heller ikke forvente selv at være beskyttet af den.