USA
USA vælger imperiet frem for planeten
Da Jurij Gagarin som det første menneske så Jorden fra rummet, formulerede han en enkel sandhed: Vores planet er for lille til konflikt og stor nok til samarbejde.
Mere end 60 år senere bevæger verden sig i den stik modsatte retning.
Klimakrisen accelererer. Risikoen for atomkrig vokser. Fødevaresystemerne bliver mere sårbare. Millioner af mennesker risikerer at blive drevet fra deres hjem af tørke, oversvømmelser og ekstrem varme.
Det burde udløse den største internationale mobilisering i menneskehedens historie.
I stedet opruster vi.
Og verdens mægtigste stat, USA, er i gang med aktivt at nedbryde det internationale samarbejde, der kunne gøre en fælles løsning mulig.
Det er ikke isolationisme, som Trump påstår. Det er imperialisme.
Klimakrisen rammer en verden bygget på ulighed
Klimaforskerne advarer om en mulig ekstrem El Niño, der kan bidrage til, at 2027 bliver det varmeste år nogensinde målt.
El Niño er et naturligt klimafænomen. Men det rammer nu en planet, som allerede er opvarmet af mere end 150 års fossil kapitalisme.
Konsekvenserne bliver ikke fordelt retfærdigt.
En familie i Mozambique, Zimbabwe eller Uganda har næsten intet ansvar for den historiske ophobning af CO₂ i atmosfæren. Alligevel kan den miste sin høst, sit kvæg og i sidste ende sit hjem og eksistensgrundlag.
Samtidig kan verdens rigeste lande købe sig til nye energiformer, fødevarer, bygge diger og forsikre deres værdier.
Klimakrisen er derfor ikke kun en miljøkrise. Den er en klassekrise og en kolonial krise.
De mennesker, der har tjent mindst på det økonomiske system, der skabte krisen, kommer til at betale den højeste pris.
USA river samarbejdet ned
Netop nu burde verdens rigeste lande betale deres klimagæld og overføre enorme ressourcer og teknologi til det globale syd.
USA gør det modsatte.
Trump har trukket USA ud af Paris-aftalen og FN’s klimakonvention. Washington har forladt Green Climate Fund og en lang række internationale institutioner inden for klima, miljø og internationalt samarbejde.
Det fremstilles som et forsvar for amerikansk suverænitet, men er en bombe, der yderligere underminerer et svagt og skrøbeligt internationalt samarbejde. Som vi også oplever i Danmark, er Trumps linje, vand på den ekstreme højrefløjs mølle.
Men America First betyder i praksis, at resten af verden skal komme sidst, uagtet at USA vil være et af de lande, der rammes hårdt af klimaforandringerne.
USA ønsker retten til at udlede, bore efter olie, kontrollere teknologien og sikre sine selskabers adgang til markeder og råstoffer uden at være bundet af internationale institutioner, som andre lande kan bruge til at stille krav.
Det er ikke et brud med den amerikanske verdensorden. Det er Trump og hans venners logik ført ud i sin mest brutale form.
Men det handler ikke kun om Trump
Det ville være bekvemt at gøre Donald Trump til hele problemet. Men problemet er større end Trump.
I årtier har USA brugt Verdensbanken, IMF, handelspolitikken, sanktioner, militære alliancer og sin enorme økonomiske magt til at forme andre landes økonomier efter amerikanske interesser.
Når internationale institutioner understøtter denne orden, forsvarer Washington dem. Når de begrænser amerikansk handlefrihed, angribes eller forlades de.
Det er derfor værd at spørge, hvad der egentlig menes med den “regelbaserede verdensorden”, som bl.a. EU forsøger at bruge som et værn mod den amerikanske administrations pres.
Hvem skriver reglerne? Hvem bliver straffet, når de bryder dem? Og hvem kan bryde dem uden konsekvenser?
International lov kan ikke være international, hvis den kun gælder USA eller EU’s modstandere.
Klimakrisen er nu et kapløb om ressourcer
Arktis viser, hvor udviklingen fører hen.
Isen smelter som følge af klimaforandringerne. Men i stedet for først og fremmest at betragte det som en katastrofe, bliver den smeltende is også betragtet som en økonomisk og militær mulighed.
Nye sejlruter. Olie og gas. Sjældne jordarter. Mineraler. Militær kontrol.
En af klimakrisens mest dramatiske konsekvenser bliver dermed omdannet til endnu en arena for stormagternes kamp om ressourcer.
Det samme sker i Afrika og Latinamerika.
De rige landes såkaldte grønne omstilling kræver kobolt, lithium, kobber, nikkel og andre mineraler. Derfor risikerer den grønne omstilling af et ikke-bæredygtigt kapitalistisk samfundsmodel, at reproducere den gamle koloniale arbejdsdeling: Råstofferne udvindes i syd, mens værdierne, teknologien og profitten koncentreres i nord.
En grøn kolonialisme er stadig kolonialisme.
Solpaneler og elbiler skaber ikke klimaretfærdighed, hvis de bygger på land grabbing, udbytning af arbejdere og kontrol over det globale syds naturressourcer.
De fattige skal ikke finansiere de riges klimakrise
I årtier har afrikanske lande fået at vide, at der ikke var penge.
Ikke til gratis sundhed. Ikke til gratis uddannelse. Ikke til klimatilpasning. Ikke til småbønder der har ansvaret for at brødføde befolkningerne. Ikke til sociale reformer.
Men da Europa besluttede at opruste, kunne hundredvis af milliarder pludselig findes.
Det afslører noget helt grundlæggende. Nemlig at Trump langt fra er den eneste, der kun tænker på sig selv. EU’s eksterne oprustning sker samtidig med at Unionen har sendt en strategi på gaden, der skal sikre EU’s private virksomheder adgang til ressourcerne i Afrika. Ressourcer der også skal bruges i våbenindustrien.
Pengene mangler ikke. Det gør til gengæld den politiske vilje.
Der findes enorme ressourcer. Spørgsmålet er, om de skal bruges på våben, fossile selskaber og beskyttelse af de rigestes formuer – eller på mennesker, fødevarer, klima og demokratisk kontrol over naturressourcerne.
Det er et politisk valg. Det er vores opgave at det valg falder ud til kloden , klimaet, naturen og menneskets behov.
Kinakrisen afslører Vestens dobbeltstandarder
Det er også derfor, Vestens fortælling om Kina bliver stadig mere selvmodsigende.
Kina er både verdens største CO₂-udleder og samtidig den dominerende producent af solceller, batterier, elbiler og en række andre teknologier, som er afgørende for den globale energiomstilling.
Det betyder ikke, at Kina er en model, der ukritisk skal forsvares. Kinesiske investeringer og kinesisk magt skal altid kritiseres på samme måde som alle andre stormagters.
Men det bliver stadig vanskeligere at hævde, at verdens centrale konflikt står mellem et Vesten, der forsvarer internationalt samarbejde, og autoritære magter, der underminerer det.
Når USA forlader klimainstitutionerne, mens Kina bliver i dem, bryder fortællingen sammen.
Verden har ikke brug for at vælge mellem Washington og Beijing.
Det globale syd har ret til at vælge sig selv efter århundreder som taberne.
Europa må gøre oprør mod amerikansk dominans
Her bliver spørgsmålet ubehageligt for Danmark. For vi har gjort vores udenrigspolitik og sikkerhedsstrategier stadig mere afhængige af USA.
Vi køber amerikanske våben. Vi accepterer amerikanske militærbaser på dansk territorium. Vi har altid tilpasset vores sikkerhedspolitik til Washington.
Og samtidig fortæller vi os selv, at vores udenrigspolitik handler om demokrati, folkeret og en regelbaseret verdensorden.
Men hvad sker der, når vores vigtigste allierede angriber netop den multilaterale orden, vi hævder at forsvare? Så må Danmark og Europa vælge.
Vi kan være USA’s loyale juniorpartner. Eller vi kan arbejde for en verden baseret på internationalt samarbejde, folkeret, afrustning og klimaretfærdighed.
Vi kan ikke troværdigt gøre begge dele.
Klimakampen er også en kamp mod imperialismen
Klimakrisen kan ikke løses inden for en verdensorden, hvor en håndfuld stormagter og multinationale selskaber konkurrerer om kontrollen med klodens ressourcer.
Vi kan ikke bombe os til klimastabilitet. Vi kan ikke opruste os ud af tørken. Ingen F-35 kan standse en oversvømmelse. Ingen hangarskibsgruppe kan skabe regn. Ingen atombombe kan genoprette en ødelagt høst.
De enorme ressourcer, der nu bruges på militær oprustning, burde bruges på den virkelige sikkerhedspolitik: vand, mad, sundhed, boliger, vedvarende energi, klimatilpasning og beskyttelse af mennesker og lokalsamfund mod katastrofer.
Det kræver også et opgør med forestillingen om, at verdens ressourcer først og fremmest eksisterer for at sikre vækst og profit i de rigeste lande.
Afrikas mineraler tilhører ikke USA. De tilhører ikke Europa. De tilhører ikke Kina. De tilhører Afrikas folk.
Vi har ikke brug for et grønnere imperium
Klimakrisen stiller os derfor over for et langt mere radikalt valg end mellem benzinbiler og elbiler. Spørgsmålet er, hvem der kontrollerer produktionen, teknologien, jorden, energien og naturressourcerne.
Skal den grønne omstilling administreres af de samme selskaber og stormagter, der har tjent på den fossile økonomi? Eller skal den bruges til at demokratisere vores økonomier og flytte magt fra transnationale selskaber til mennesker?
Vi har ikke brug for et grønnere imperium. Vi har brug for en anden verdensorden.
En verdensorden baseret på samarbejde frem for dominans. På solidaritet frem for sanktioner og tvang. På fødevaresuverænitet frem for agroindustrielle monopoler og patenter. På folkelig demokratisk kontrol over naturressourcer frem for transnationale selskabers ejendomsret. På afrustning frem for et nyt globalt våbenkapløb.
Og på erkendelsen af, at det globale syd ikke er et reservoir af råstoffer, billig arbejdskraft og jord, som verdens rigeste lande kan disponere over.
Gagarin så Jorden fra rummet og konstaterede, hvor lille den er. I dag burde vi kunne se det samme uden at forlade planeten.
Vi har én atmosfære, ét klimasystem og én planet.
Enten organiserer vi den efter menneskers og naturens behov. Eller også fortsætter vi med at organisere den efter profit, stormagtsinteresser og militær dominans. Og klimaforskernes forudsigelser om et klima-kollaps kommer hastigt nærmere.
USA har med America First gjort sit valg stadig tydeligere. Det er på tide, at resten af verden nægter at følge med.
