Uganda

Uganda skal håndtere Europas asylansøgere

En af aktivisterne i Global Aktion svarede sådan, da hun så nyheden om, at Uganda skal huse afviste asylansøgere: “Sommetider er det røv at være europæer.” Aktivisten befinder sig netop nu i Uganda.

Uganda, et af verdens absolut største lande for modtagelse af flygtninge, kan nu blive en del af Europas forsøg på at flytte afviste asylansøgere ud af syne og uden for rækkevidde. Den danske regering har stået helt i front for disse bestræbelser.

Ifølge Globalnyt drøfter Danmark og flere andre europæiske lande planer, der kan gøre Uganda til destination for mennesker, hvis asylansøgninger er blevet afvist i Europa. Ideen er en del af et bredere europæisk pres for at etablere såkaldte “return hubs” uden for EU, hvor afviste asylansøgere kan sendes hen, mens de venter på hjemsendelse, genbosættelse eller en uvis fremtid.

Danmark, Tyskland, Østrig, Grækenland og Holland er blevet enige om at arbejde for sådanne aftaler med lande uden for EU, med en ambition om at kunne gennemføre de første overførsler i 2027, ifølge Reuters. Landene fremstiller politikken som en praktisk løsning på strandede deportationer. Men i virkeligheden markerer den et farligt skifte i europæisk asylpolitik: Ansvaret outsources til lande, der allerede bærer en langt tungere flygtningebyrde end Europa selv.

Uganda bliver ofte rost for sin flygtningepolitik. Flygtninge har, i hvert fald formelt, haft adgang til jord, arbejde, uddannelse og offentlige ydelser. Men denne model er under massivt pres. I april 2026 passerede Ugandas registrerede flygtningebefolkning to millioner mennesker, ifølge ReliefWeb og UNHCR. De fleste er flygtet fra konflikter i Sydsudan, Den Demokratiske Republik Congo og Sudan.

Samtidig er den internationale støtte til Ugandas flygtningeindsats blevet skåret dramatisk ned. Fødevarehjælp, sundhedsydelser og basale beskyttelsessystemer er allerede blevet reduceret. The Guardian har rapporteret, at nedskæringer i bistanden har ramt Ugandas flygtningelejre hårdt, med reduceret fødevarehjælp og lukning af klinikker i flere bosættelser på grund af store finansieringshuller.

Det er i denne sammenhæng, at europæiske regeringer nu ønsker, at Uganda skal overtage afviste asylansøgere fra Europa.

Det politiske budskab er klart: Europa vil bevare kontrollen over, hvem der må komme ind, men flytte de menneskelige, juridiske og sociale konsekvenser af sin migrationspolitik andre steder hen. De mennesker, der rammes, er ikke abstrakte “migrationsstrømme”. De er mennesker, som måske har levet i Europa i årevis, opbygget netværk, lært sprog og ventet gennem lange asylprocesser. At sende dem til et tredjeland, som de måske ikke har nogen tilknytning til, rejser alvorlige spørgsmål om rettigheder, ansvarlighed og beskyttelse.

Menneskerettighedsorganisationer og internationale organer har allerede advaret om, at return hubs risikerer at underminere international flygtningeret. Europarådet har rejst bekymring om mulige menneskerettighedskrænkelser i sådanne ordninger, mens Dansk Flygtningehjælp og andre har sat spørgsmålstegn ved, om modellerne overhovedet er humane eller effektive.

For Danmark afslører forslaget også en dyb modsætning. Danske regeringer fremstiller ofte sig selv som forsvarere af international ret og menneskerettigheder. Men når det handler om asyl, har Danmark i årevis presset på for politikker, der skal flytte beskyttelsesansvaret væk fra dansk territorium. Rwanda-modellen er måske brudt sammen politisk og juridisk i flere lande, men logikken bag den lever videre: Hold mennesker væk, flyt ansvaret ud af landet, og kald det “ordnet migrationsstyring”.

Uganda skal ikke gøres til lagerplads for Europas uønskede asylsager. Hvis Europa ønsker at støtte Uganda, bør det fuldt ud finansiere flygtningebeskyttelse, udvide lovlige adgangsveje, øge genbosættelse og tage fat på de krige, klimakriser og økonomiske uligheder, der tvinger mennesker på flugt.

En enkeltbillet til Uganda er ikke en seriøs asylpolitik. Det er et politisk forsøg på at få sårbare mennesker til at forsvinde fra Europas synsfelt.

Det egentlige spørgsmål er ikke, hvor Europa kan sende afviste asylansøgere hen. Det egentlige spørgsmål er, om Europa stadig er villig til at tage ansvar for de rettigheder, det hævder at forsvare.