Sydafrika
Sydafrikansk fremmedhad er igen på fremmarch
Xenofobien i Sydafrika optrappes i forbindelse med store protester ledet af anti-immigrant-gruppe, der sammen med landets politikere gør fattige indvandrere til syndebukke for en politisk skabt krise.
Tirsdag udløb en uofficiel deadline for alle illegale indvandrere til at forlade landet – en deadline givet til indvandrerne, af den såkaldte ”March and March”-bevægelse, og organisationens leder, den tidligere radiovært, Jacinta Ngobese-Zuma.
Blandt andet marcherede flere end 2.000 mod indvandrerne gennem Durbans gader, efter ugelange kampagner mod indvandrere, hvor adskillige er blevet dræbt og titusinder er flygtet – mange ud af landet.
I Germiston nær Johannesburg, gik demonstranter fra hus til hus, og overdrog dem som lignede udlændinge til politiet, med krav om at de tjekkede deres papirer. Noget som må have givet ubehagelige mindelser om apartheid-tiden, hvor politiet brugte såkaldte paslove til at kontrollere sorte menneskers mulighed for at bevæge sig i landet.
Jacinta Ngobese-Zuma har sagt at March and March vil demonstrere hver torsdag i det næste halve år, for at tvinge landets regering til at smide udokumenterede indvandrede ud af landet.
– Det er et politisk komplot, der er i gang med at udfolde sig. Det er under kriser som denne, at vi bliver manipuleret med, at fattige mennesker vender sig mod hinanden og arbejderklassen fragmenteres. Dem der demonstrerer manipuleres af en elite, der ønsker at vinde valg senere på året, udtaler Mercia Andrews, der er forkvinde for Global Aktions partnerorganisation, den sydafrikanske græsrodsorganisation, Trust for Community Outreach and Education, til Workers World Media Productions.
Intet nyt under solen
Sydafrika stod ellers som et slags symbol på kampen mod racisme og fremmedhad, da landet gjorde op med det racistiske apartheid-styre i halvfemserne, efter årtier med hjælp fra en række afrikanske lande, hvorfra mange af indvandrerne i Sydafrika i dag kommer fra – samt fra udenlandske solidaritetsorganisationer som Global Aktion.
Had og vold mod indvandrere i Sydafrika er dog bestemt ikke noget nyt.
I 2008 var der en bølge af fremmedfjendske optøjer i Sydafrika, hvor mere end 60 mennesker blev dræbt og mere end 40.000 udlændinge forlod landet. Human Rights Watch talte dengang om et ”klima af straffrihed”, når det gjaldt de ansvarlige, der ”tillod situationen at eskalere”.
Og siden har organisationer som Human Rights Watch gentagende gange rapporteret om fremmedhad, samt myndighedernes mangelfulde beskyttelse af – og tillige vold mod og angreb på – landets indvandrere.
Amnesty skildrede tilbage i 2019, hvordan et forfejlet sydafrikansk strafretssystem samt populistisk retorik, var væsentlige årsager til landets dengang seneste omgang fremmedfjendske vold mod flygtninge, migranter og asylsøgere i Sydafrika. Tilsyneladende uden at nogen for alvor lyttede.
Syndebuk for strukturelle problemer
De mere end 2 millioner indvandrere i Sydafrika – hvoraf de fleste kommer fra nabolande – bidrager ellers mere til den syafrikanske økonomi, end de tager, og er således med til at holde landet kørende.
Men sandheden er at populistiske aktivister som Jacinta Ngobese-Zuma, og mange af Sydafrikas politikere, ikke bekymrer sig om nuancer, når det gælder spørgsmålet og indvandring.
De er tilsyneladende langt mere interesserede i at finde en let syndebuk for fejlagtige politiske beslutninger, stigende ulighed og manglende velfærd, end at analysere eller tage ansvar for, at landet aldrig har været bare i nærheden af at indfri det, som man lovede landets borgere, efter at apartheid var blevet forvist til historiens skraldespand.
– Over hele Sydafrika bliver fattige afrikanske migranter endnu engang gjort til syndebukke for en krise, som de ikke har skabt. Arbejdsløshed, fattigdom, kollapsede offentlige tjenester og ulighed er ikke skabt af indvandrere fra Zimbabwe, Mozambique, Malawi, Nigeria eller andre afrikanske lande. De er resultatet af årtiers nyliberal politik, korruption, berigelse af eliter, samt et økonomisk system, der er skabt til at tjene de få, ikke de mange, udtaler politik og kampagnemedarbejder i Global Aktion, Morten Nielsen.
