Der skal følges op
’Pinligt’ at handel med Vestsahara fortsætter
Det er ti år siden at et enigt folketing frarådede danske offentlige institutioner og firmaer at handle med det besatte Vestsahara. Siden har der været masser af dansk engagement i kolonien.
Den 2. juni 2016 endte en debat om Vestsahara i folketinget med at alle folketingets partier stemte for beslutningsforslag V 79, hvor danske offentlige institutioner blev frarådet at handle med eller investere i Afrikas sidste koloni, Vestsahara. Ligesom beslutningsforslaget opfordrede danske virksomheder til at udvise særlig agtpågivenhed ved engagement i Vestsahara, og sikre at deres kommercielle aktiviteter ikke skader lokalbefolkningen.
Forslaget opfordrede desuden til at den fredsbevarende FN-styrke MINURSOs mandat blev udvidet til at omfatte overvågning af menneskerettighedssituationen i kolonien.
Handel og andre aftaler med ikke-selvstyrende områder som Vestsahara er i strid med international lov, uden at områdets oprindelige befolkning giver deres samtykke, samt at det kommer dem til gode. Ingen af disse forudsætninger er opfyldt, når det gælder Vestsahara og kolonimagten Marokko.
’Tragedie’ at vi ignorerer saharawierne
Under debatten i Folketinget dengang sagde daværende udenrigsminister, Venstres Kristian Jensen, at ”Danmarks bedste mulighed for at bidrage til en løsning […] fortsat [er] at bakke op om FN’s bestræbelser”.
En af forslagsstillerne, Rasmus Nordqvist (der dengang var MF’er for Alternativet, men i dag er MEP’er for SF), sagde derimod at han gerne havde set ”at der var blevet indført et reelt forbud mod aktiviteter, der understøtter en fremme af Marokkos økonomiske interesser i Vestsahara”.
En anden af forslagsstillerne, Enhedslistens Christian Juhl, pointerede at det er en uholdbar situation, ”hvor vi risikerer at de unge tager våbnene i hånden igen, fordi de mister tålmodigheden og troen på en fredelig løsning”. Hvilket til dels er sket, efter at Marokko i 2020 brød våbenhvilen med Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario, der blev indgået tilbage i 1991, og skulle have afstedkommet en folkeafstemning om uafhængighed for Vestsahara. Siden har de to parter jævnligt bombet hinanden, i hvad FN kalder ”lavintensitetsfjendtligheder”.
Og en tredje, MF’er for færøske Tjóðveldi, Magni Arge, påpegede at der er ”en tragedie, at verdenssamfundet tilsyneladende totalt ignorerer den ulykkelige situation, som saharawifolket befinder sig i”, men samtidig glædeligt, ”at et enigt Folketing med det forslag til vedtagelse, som ligger på bordet, bakker folket i Vestsahara op”.
Masser af danske virksomheder i Vestsahara
På udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse, at ministeriet ikke rådgiver danske virksomheder om kommercielle aktiviteter i Vestsahara, men at ”danske virksomheder opfordres til at udvise særlig agtpågivenhed ved engagement i områder med uafklaret suverænitet som Vestsahara og til at sikre, at deres kommercielle aktiviteter ikke skader lokalbefolkningen”, som det fremhæves i V 79.
Siden beslutningsforslaget blev vedtaget for ti år siden, har der dog været masser af dansk engagement i Vestsahara, på den ene eller den anden måde.
For eksempel transporterede danske Ultrabulk fosfat fra Vestsahara, kort tid efter forslaget blev vedtaget. Danmarks Statistik har samarbejdet med Marokko, uden at kunne garantere at samarbejdet ikke vil understøtte besættelsen af Vestsahara. Danske banker og pensionskasser har investeret i selskaber, der er aktive i kolonien. Ligesom danske skibe har fisket ud for Vestsaharas kyst, og danske Rud Pedersen har udført lobbyarbejde for Marokko, der tilsyneladende har fremmet erhvervsinteresser i Vestsahara.
Og så har andre danske firmaer importeret salt og tomater fra Vestsahara, leveret vindmøller, bygget et fosfatlager og på anden vis opereret i det besatte Vestsahara.
Desuden har den danske regering støttet Marokkos autonomiplan for Vestsahara, der reelt vil bibeholde Vestsahara som en marokkansk koloni. Samt støttet en amerikansk resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der opfordrede til forhandlinger baseret på autonomiplanen, og en ny fiskeripartnerskabsaftale mellem EU og Marokko, der inkluderer vandene ud for Vestsahara, selv om en række lignende fiskeriaftaler er blevet underkendt af EU-domstolen.
Derudover er MINURSOs mandat ikke blevet udvidet til at omfatte overvågning af menneskerettighedssituationen i Vestsahara.
Der skal følges op
Så hvilken betydning, om nogen, har beslutningsforslaget så haft, og har den nogen i dag?
Mette Bock – der dengang var MF’er for Liberal Alliance, men har forladt politik for længst – var en af de tolv forslagsstillere på V 79.
Hun mener i dag at handelssanktioner kan være et effektivt middel, når diplomati på den ene side ikke virker og drastiske indgreb via militær ikke er en vej frem, men at det forudsætter at der følges op.
– Kan der kastes lys over aktiviteterne i offentligheden synes jeg det vil være rigtig fint, for jeg synes, det er pinligt. Desværre er det et eksempel på, at verdens store konflikter tager lyset væk fra de mindre, siger Mette Bock til Global Aktion.
– I dag vil jeg – med mit begrænsede kendskab til den aktuelle situation – opfordre til at man fortsat arbejder ad diplomatiets vej. Og når det nye folketing engang kommer i gang håber jeg, at nogen vil rejse en forespørgselsdebat, stille spørgsmål til ministeren og eventuelt indkalde til et samråd for at få sagen belyst, tilføjer hun.
Det har ikke være muligt at få en kommentar fra resten af forslagsstillerne.
