Vestsahara
Marokko presser Vestsahara-sagen væk fra folkeretten
Marokko har de seneste år fået mere selvtillid i forsøget på at få verden til at acceptere besættelsen af Vestsahara.
Med støtte fra USA, tættere militært samarbejde med Israel og en stadig mere eftergivende europæisk linje forsøger Marokko at flytte konflikten væk fra saharawiernes ret til selvbestemmelse og over mod Marokkos såkaldte autonomiplan.
Det afgørende vendepunkt kom i 2020, da Donald Trump anerkendte marokkansk suverænitet over Vestsahara som led i en aftale, hvor Marokko normaliserede forholdet til Israel. Det ændrede ikke folkeretten. Vestsahara er fortsat et ikke-selvstyrende territorium. Men det gav Marokko et stærkt politisk kort.
Siden er samarbejdet med Israel blevet udbygget, også militært. Det styrker Marokkos kontrol over det besatte område og sender et klart signal til både Polisario, Algeriet og omverdenen: Rabat føler sig bedre beskyttet end tidligere.
Europa følger efter i små skridt. Flere lande omtaler nu Marokkos autonomiplan som “seriøs” og “realistisk”. Det lyder teknisk, men er politisk. For autonomi under marokkansk suverænitet er ikke selvbestemmelse. Det giver ikke saharawierne mulighed for at vælge uafhængighed.
Her har Danmark også et ansvar. Den danske regering taler ofte om folkeret og en regelbaseret verdensorden. Men når det gælder Vestsahara, har Danmark bevæget sig tættere på EU’s og Marokkos linje i stedet for klart at forsvare saharawiernes ret til selvbestemmelse. Det er et problem.
Danmark bør ikke bidrage til at normalisere Marokkos besættelse gennem handel, diplomati eller tavshed. Hvis folkeretten skal betyde noget, må den også gælde, når det er politisk besværligt.
Vestsahara er ikke Marokko. Det er Afrikas sidste koloni. Og fremtiden for Vestsahara kan kun afgøres af det saharawiske folk selv.
