Marokko
EU betaler Marokko for at stoppe migration – men hvem stiller regimet til ansvar?
EU betaler hvert år Marokko enorme beløb for at kontrollere migrationen mod Europa. Når tusindvis af mennesker pludselig kan passere grænsen på én gang, burde det naturlige spørgsmål være, hvorfor de marokkanske myndigheder ikke forhindrede det.
Mere end 60.000 mennesker krydsede i sidste uge fra Marokko til den spanske enklave Ceuta. Hvis oplysningerne holder, er det en af de største grænsehændelser i EU’s nyere historie. Ifølge de spanske myndigheder vendte de fleste tilbage til Marokko inden for det første døgn.
Reaktionen fra flere europæiske regeringer kom hurtigt. Den fascistiske italienske regering og den socialdemokratiske danske statsminister var blandt de mest markante stemmer, der kritiserede Spanien og advarede om konsekvenser for Schengen-samarbejdet – selv om Ceuta ikke er en del af Schengen.
Dermed kom den europæiske debat næsten udelukkende til at handle om Spanien.
Men det mest oplagte spørgsmål blev næsten ikke stillet: Hvor er kritikken af Marokko?
EU betaler Marokko for at kontrollere migrationen
EU har gennem en årrække overført milliardbeløb til Marokko for at begrænse irregulær migration mod Europa. Når titusinder af mennesker på én gang kan nå frem til grænsen til Ceuta, bør det derfor være naturligt at spørge, hvorfor de marokkanske myndigheder ikke forhindrede det.
Marokko er et stærkt centraliseret og autoritært styre med omfattende sikkerheds- og efterretningstjenester. Det forekommer derfor usandsynligt, at mere end 60.000 unge mennesker kunne samles og transporteres til grænsen uden myndighedernes kendskab og aktive støtte.
Den officielle forklaring fra Marokko er, at rygter på sociale medier om en angiveligt åbnet grænse udløste en spontan massebevægelse. Men den forklaring besvarer ikke, hvorfor der ifølge videomateriale og øjenvidner blev indsat busser og lastbiler til at transportere tusindvis af unge til grænseområdet, eller hvorfor marokkanske grænsevagter flere steder tilsyneladende lod dem passere uhindret.
Videooptagelser viser samtidig, at de fleste ikke medbragte tasker, tæpper eller andre personlige ejendele, som normalt kendetegner mennesker, der forlader deres hjem for at søge et nyt liv. Mange var iført badebukser, havde mobiltelefoner med og bar marokkanske flag. Samtidig rapporterede flere medier, at en stor del hurtigt vendte tilbage til Marokko.
Ingen af disse forhold beviser i sig selv, at aktionen var organiseret af myndighederne. Men de adskiller sig markant fra det mønster, man normalt forbinder med flygtninge og migranter.
Et kendt marokkansk pressionsmiddel
Mistanken opstår ikke ud af ingenting.
I 2021 lod Marokko omkring 8.000 mennesker krydse ind i Ceuta, efter at Spanien havde givet lægebehandling til Brahim Ghali, lederen af Polisario-fronten i Vestsahara. Dengang beskrev forskere og menneskerettighedsorganisationer hændelsen som et eksempel på, at migration blev brugt som et diplomatisk pressionsmiddel.
Marokko har flere gange reageret hårdt, når landets udenrigspolitiske interesser er blevet udfordret – særligt i spørgsmålet om Vestsahara. Landets diplomatiske konflikter med europæiske regeringer har været mange, og migration har tidligere indgået som et element i dette pres.
Det er derfor legitimt at spørge, om noget lignende er sket igen.
Spanien står i et geopolitisk krydspres
Tidspunktet gør spørgsmålene endnu mere relevante.
Spanien har ganske vist ændret sin politik over for Vestsahara og accepteret den marokkanske autonomiplan som grundlag for en løsning. Men samtidig har Pedro Sánchez’ regering markeret sig som en af Europas skarpeste kritikere af Israels krigsførelse i Gaza og støttet internationale retlige initiativer mod Israel. Regeringen har desuden søgt at forbedre relationerne til Algeriet, Marokkos vigtigste regionale rival og en central leverandør af naturgas til Europa.
Marokko er samtidig USA’s og Israels nærmeste strategiske partner i Nordafrika. Kongedømmet normaliserede relationerne til Israel gennem Abraham-aftalerne og har siden udbygget det militære samarbejde betydeligt. Israel leverer avancerede våbensystemer, herunder droner, som anvendes i Vestsahara, mens USA i 2020 anerkendte Marokkos krav på Vestsahara som led i normaliseringsaftalen med Israel.
Samarbejdet er siden blevet yderligere udbygget gennem fælles militærøvelser, sikkerhedssamarbejde og amerikansk støtte til Marokkos regionale ambitioner.
I USA har flere Trump-allierede samtidig argumenteret for, at Ceuta og Melilla burde overgå til Marokko. Den republikanske kongresmedlem Mario Díaz-Balart har eksempelvis hævdet, at enklaverne “ikke ligger på spansk territorium”, mens Michael Rubin fra American Enterprise Institute har opfordret til, at Marokko overtager de spanske enklaver.
Også israelske kommentatorer har argumenteret for, at Spanien ikke bør kritisere Israels besættelse, når landet selv kontrollerer Ceuta og Melilla.
Alt dette beviser naturligvis ikke, at USA eller Israel stod bag begivenhederne i Ceuta. Der findes ingen offentlig dokumentation for en sådan konklusion. Men det illustrerer, at krisen udspiller sig i en langt bredere geopolitisk sammenhæng end blot migration.
EU’s tavshed
Det mest opsigtsvækkende er derfor EU’s reaktion.
Unionen fortsætter med at finansiere den marokkanske grænsekontrol med milliardbeløb, samtidig med at debatten næsten udelukkende retter kritikken mod Spanien.
Hvis et naboland bevidst undlader at kontrollere sin grænse for at opnå politiske indrømmelser, er det ikke blot et migrationsproblem. Det er et udenrigspolitisk pressionsmiddel rettet mod et EU-medlemsland.
Derfor bør EU kræve en uafhængig international undersøgelse af begivenhederne i Ceuta.
Hvis det viser sig, at de marokkanske myndigheder bevidst har undladt at leve op til de forpligtelser, de modtager europæiske midler for at opfylde, bør det få politiske og økonomiske konsekvenser.
Hvis ikke, sender EU et farligt signal – ikke kun til Marokko, men til alle sine naboer: At migration kan anvendes som et geopolitisk våben uden nævneværdige omkostninger.
For hvis EU er villig til at betale autoritære regimer for at stoppe migration, må EU også være villig til at stille dem til ansvar, når de ikke gør det.
