USA
Dum, dummere, amerikansk dødvande
Vi lader os styre af dumhedens imperium. Er det ikke snart på tide vi i højere grad begynder at tænke selv og kæmpe imod, i stedet for at bøje hovedet og acceptere at den amerikanske drøm er blevet langt de flestes mareridt?
”Jeg troede lige at du umuligt kunne være dummere”, siger Jeff Daniels til Jim Carrey i den amerikanske film, ”Dum, dummere” (han tilføjer dog, med typisk manglende amerikansk selvindsigt, at Carreys karakter ”har fuldstændigt forløst sig selv”).
Sådan har jeg det med USA og de mennesker og lande, som ikke vil eller tør stå op imod den amerikanske dumhed, egocentrisme og arrogance.
Især den politiske dumhed, der ses i amerikansk klimafornægtelse, bistandskonditionalitet, troen på evig vækst og ”winner takes all”, den altomfavnende konsumerismes falske behov, undergravning af FN, ligegyldighed overfor og modarbejdelse af international lov, oscillerende tariffer, virkelighedsundergravende begreber som ”alternative facts”, de utallige og tilbagevendende amerikanske invasioner af sagesløse lande, studehandler med lande som Israel og Marokko, samt de tilbagevendende trusler mod Danmark og Grønland.
Sidstnævnte blev for nyligt ”løst” af den danske og grønlandske regering, med hvad der ligner en fornyet accept af en slags amerikansk kolonialisme. Ligesom Danmark – helt uforståeligt i situationen – accepterede den såkaldte Baseaftale i december 2023, der giver mulighed for en mere permanent militær amerikansk tilstedeværelse i Danmark.
Fordummende kulturimperialisme
På samme måde er jeg gevaldigt træt af den ofte kulturløse amerikanske kulturimperialisme, der repræsenteres af de mange mere eller mindre stupide amerikanske helte som Forrest Gump, Homer Simpson og Joey Tribbiani, såkaldte influencere som Kim Kardashian og Paris Hilton, og for tiden ikke mindst the Ignorant-in-Chief, Donald Trump.
En mand som er kendt for ikke at læse, og som præsident glædeligt forbyder bøger han ikke kan lide, samt angriber universiteter, medier og ytringsfriheden.
Som musikjournalisten David Hepworth skriver i ”Overpaid, oversexed and over there”, er der to slags amerikanere: ”Der er dem, som enten har rejst til udlandet eller gerne vil. Og så er der den anden slags amerikanere. Ikke bare har de aldrig rejst udenlands, eller ønsket at gøre det. Men de virker nogle gange som om de ikke er helt sikre på, at verden udenfor USA overhovedet eksisterer”.
En ret præcis beskrivelse af Trump og et flertal af amerikanerne, samt af mange amerikanske medier. Som David Bowie pointerede – i et interview med Thomas Vinterberg – tilbage i 2002, ser disse medier lyksalig uvidenhed som en tommelfingerregel eller rettesnor.
”[De amerikanske] mediers budskab er helt klart, at det er sejt at være dum. Og dette er yderst farligt […] En af farerne ved den amerikanske livsstil er at USA kommer før alt andet. Der er ingen interesse for noget andet lands ambitioner, følelser eller behov”, tilføjede den nu afdøde britiske sanger og multikunstner, som selv havde boet i New York i mange år.
Denne tendens er kun blevet værre med den fordummelse, som de amerikanske sociale medier og AI har bragt med sig til hele verden siden. Noget som man blandt andet tydeligt kunne ane, i de seneste Pisa-undersøgelser.
Dumhed der smitter
Der er også gode ting at sige om USA og dele af den amerikanske kultur, bevares. Ikke mindst når det gælder mere åbensindede amerikanere. Men de er altså ikke i nærheden af at kunne mønstre et flertal i et land, der historisk set – og stadig i dag – omtaler sig selv som ”verdens lys”, med et citat fra biblens bjergprædiken. Som den amerikanske standupper, George Carlin, pointerede for snart mange år siden, hedder det Den Amerikanske Drøm, fordi det kun er dem der sover der tror på den.
Så er det ikke på tide, at vi så vidt og bredt som muligt, i langt højere grad fysisk og mentalt løsriver os fra det et Amerika, som engang også var repræsenteret af alt fra Frihedsgudinden, masseimmigration og kampen mod nazismen til Thoreaus anti-materialisme og civile ulydighed, Black Pride-bevægelsen og Stonewall Inn? At vi begynder at indse, at vi kan tænke og handle selv, samt lære langt mere af resten af verden? Og at vi derfor skal vende ryggen til den i stigende grad fordummende amerikanske (kultur-)imperialismes greb?
For ellers accepterer vi den tilstand, som journalisten Stuart Jeffries beskriver i sin seneste bog, “A Short History of Stupidity”, der blev udgivet sidste år: ”Vi lever i en tid, hvor viden mere eller mindre ignoreres, mens uvidenhed og dumhed værdsættes som narreguld. Dumhed bør derfor betragtes som et globalt fænomen”.
I stedet må vi holde fast i det råd, som George Orwell gav i romanen ”1984”, når han talte om ortodoksiens ubevidste tyranni: ”At være i et mindretal, selv et mindretal på én, gør dig ikke gal. Der findes sandhed, og der findes usandhed, og hvis du holder fast i sandheden, selv mod hele verden, er du ikke gal”.
Eller som Hugh Grants britiske premierminister siger i filmen ”Love Actually”, til Billy Bob Thorntons amerikanske præsident: ”En ven, der mobber os, er ikke længere en ven. Og da mobbere kun reagerer på styrke, vil jeg fra nu af være parat til at være langt stærkere”. Denne sandhed har de kendt til længe, i Det Globale Syd. Nu burde vi også have forstået den, i vores del af verdenen.
