
Vores kontor blev brændt ned på grund af vores støtte til Vestsahara
Brandattentat på Global Aktion
Angreb på politisk solidaritetsarbejde og politiske aktivister eskalerede i nat, da gerningsmænd satte ild til vores kontor i København. Budskabet var ikke til at tage fejl af, og vi ser det som et klart forsøg på at stoppe vores arbejde for menneskerettigheder og for frihed og mod Marokkos brutale besættelse af Vestsahara
Brandbombe ind ad vinduet
Natten til mandag blev Global Aktions kontorer på Wesselsgade i København udsat for et politisk motiveret angreb og brændt ned. Det var højst sandsynligt en brandbombe, der blev kastet ind gennem et vindue, som har brændt og beskadiget alle vores ting.
På fortovet foran vores kontor står med graffiti skrevet “Sahara belongs to Marocco “. Med al sandsynlighed er angrebet derfor en reaktion på vores mangeårige politiske solidaritetsarbejde med Vestsaharas folks kamp for frihed. Vestsahara er Afrikas sidste koloni og er på 50. år besat af Marokko. I Global Aktion støtter vi deres krav om uafhængighed og afkolonisering.
Eskalering af politiske metoder
Vi er vant til at blive mødt med tilråb og skrig, afbrydelser af arrangementer, truende adfærd og ubehageligheder fra en kreds af folk i Danmark, der støtter det marokkanske regimes brutale besættelse af Vestsahara. Alligevel er vi dybt chokerede over det, der er sket i nat. Vi havde på ingen måde troet, at nogen ville være villige til at eskalere angrebene på os på en måde, som sætter folks liv i fare. Det er fuldstændigt uhørt, og vi håber at sagen bliver undersøgt til bunds.
“Det er en hidtil uset eskalering af en politisk konflikt med metoder, som vi i Danmark ikke har oplevet de sidste årtier” siger Morten Nielsen, Politik- og Kampagnemedarbejder i Global Aktion.
I Global Aktion ser vi angrebet som et gigantisk skud i foden for gerningsmændene, hvis de virkelig håber på at stoppe vores politiske arbejde og svække den globale solidaritetsbevægelse med Vestsahara. Dette viser blot, hvor vigtigt det er, at vi står sammen.
En smagsprøve på det, vores kammerater i Vestsahara oplever på daglig basis
Angrebet på vores organisation betyder selvfølgelig at vi er nødt til at genoverveje hvordan vi arbejder politisk fremadrettet, så vi ikke bringer vores aktivister i fare, men det viser os også, at der virkelig er brug for vores stemme og for en stærk solidaritet med saharawiernes kamp mod besættelsen. Ild og røg kommer ikke til at lukke munden på os.
Vores tanker og solidaritet går til de mennesker i det besatte Vestsahara, i de halvtreds år gamle flygtningelejre i Saharas ørken, der hver dag kæmper for deres menneskerettigheder, for retfærdighed og for afkolonisering. Det, vi oplever nu, kan ikke sammenlignes med den undertrykkelse, som Vestsaharas befolkning har kæmpet mod de sidste 50 år.
Danmark støtter Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara
Nicholas Nyrop Vinthen, politik- og kampagnemedarbejder i Global Aktion pointerer, at vi i Danmark er med til at blåstemple den marokkanske besættelse af Vestsahara, når vi i ledtog med andre europæiske regeringer og i vores Afrika-plan skaber lukrative handelsaftaler med Marokko, der i stor stil eksporterer naturressourcer og fødevarer fra de besatte områder. Senest i oktober hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i et kommunike støttede den marrokanske ‘autonomiplan’, netop som EU-domstolen for ottende gang havde dømt i Vestsaharas favør.
Kontakt Morten Nielsen (+4525396557) eller Nicholas Nyrop Vinthen (+4522701854) for yderligere kommentarer.