Dom i politisk motiveret terrorangreb

Brandattentat mod Global Aktion – hvor var den politiske fordømmelse?

Fire mænd blev dømt for brandattentatet mod Global Aktions lokaler – et attentat der har skabt frygt og haft store økonomiske konsekvenser for foreningen

Københavns Byret afgjorde den 23. juni skyldsspørgsmålet i sagen mod de fire mænd, der har været varetægtsfængslet og tiltalt for brandattentatet mod Global Aktions lokaler natten mellem den 12. og 13. januar 2025.

Brandattentatet har haft store konsekvenser for Global Aktions virke som solidaritetsorganisation. Vi mistede ikke blot vores lokaler og hele vores indbo; attentatet påførte også organisationen betydelige økonomiske omkostninger. Hvis målet var at skræmme de mange mennesker, der hver dag lægger en stor indsats i vores forening, er det til dels lykkedes. Attentatet har skabt frygt, og det er ikke blevet lettere at finde nye mennesker, der ønsker at engagere sig. Ingen ved med sikkerhed, om noget lignende kan ske igen.

Hvis målet med terror er at skabe frygt, er det således lykkedes. Derfor undrer det os også, at de fire nu dømte ikke var tiltalt for terrorisme. Der var efter vores opfattelse et klart politisk motiv bag brandattentatet. Under anklagemyndighedens fremlæggelse af sagen kom det frem, at de to unge mænd, som udførte selve brandstiftelsen, havde modtaget mobil-beskeder om at efterlade graffiti rettet mod Global Aktions solidaritetsarbejde med befolkningen i det af Marokko besatte Vestsahara.

Selvom det desværre ikke lykkedes politiet at identificere de økonomiske bagmænd, ser vi de dømte bandemedlemmer som redskaber i et politisk motiveret terrorangreb. Uanset om de kendte til konflikten i Vestsahara eller ej, må de have været klar over, at motivet var politisk, og at en brand i en beboelsesejendom på Indre Nørrebro ville ikke kun skabe frygt blandt både beboere og de mennesker, der er tilknyttet Global Aktion. Det ville også sætte menneskeliv i overhængende livsfare.

Måske hænger anklagemyndighedens tilbageholdenhed med hensyn til en terroranklage sammen med den manglende politiske fordømmelse af attentatet. Politikere, der ofte taler for hårdere straffe og en udvidelse af terrorbegrebet – også til at omfatte civil og ikke-voldelig modstand, eksempelvis i relation til folkemordet i Palæstina – har været bemærkelsesværdigt tavse om dette angreb.

I Global Aktion ser vi dog med tilfredshed på, at de fire dømte, på trods af at de ikke blev tiltalt for terrorisme, står til lange fængselsstraffe, og udvisning af Danmark.

Domstolenes strafudmåling forventes tirsdag eftermiddag eller onsdag morgen i næste uge.

Ovennævnte kan frit citeres hvis Global Aktion krediteres for citatet.

For yderligere kommentarer kan nedenstående kontaktes.  

Morten Nielsen, +45 2539 6557