Udviklingsbistand på afveje:

Når danske interesser trumfer global solidaritet

Regeringens nye udviklingspolitiske strategi er ikke et nybrud, det er business as usual i nyliberal forklædning. Hvorfor skal verdens fattigste lande klare sig på markedsvilkår, mens danske virksomheder får adgang til statsbetalt milliardstørrelse til risikoafdækning og garantier? Danmark bør stå i solidaritet med verdens fattigste, ikke konkurrere om at tjene på deres ressourcer.

Venstrefløjen bakker op, så hvem kæmper for global retfærdighed?

I Global Aktion er vi stærkt bekymrede over den nye udviklingspolitiske strategi: “En verden i opbrud – Partnerskaber i udvikling”, som et bredt flertal i Folketinget netop har indgået. Regeringen har sammen med De Radikale, Konservative, SF, Alternativet, og skuffende nok også Enhedslisten, valgt at støtte en strategi, hvor markedet skal være den primære motor for udvikling og fattigdomsbekæmpelse.

Sommetider skal man huske tilbage på, hvad man engang stod for. I den tidligere udviklingspolitiske strategi var formålet med dansk udviklingsbistand at “bekæmpe de strukturelle årsager til fattigdom og ulighed”. Men selv om den tidligere strategi kunne identificere årsagerne til fattigdom og ulighed, var redskaberne de samme som i den nye. Dengang stemte Enhedslisten ikke for strategien.   

Den nye strategi er i virkeligheden et dække for en politik, hvor danske erhvervsinteresser og sikkerhedspolitiske mål går forud for reel udvikling og solidaritet med verdens fattigste. En strategi der ignorerer de strukturelle årsager. Det kaldes udviklingsbistand, men i praksis handler det om at fodre danske virksomheder med skattekroner og kalde det “udvikling”, dvs. erhvervsbistand pakket ind i udviklingslingo.  

“Trickle down” i ny indpakning

Lars Løkke Rasmussen kalder det en win-win, når danske virksomheder får adgang til nye markeder, og at der skabes arbejdspladser i det globale syd. Men dette er klassisk trickle down-økonomi – en model vi ved ikke virker. Erfaringerne fra 1970’erne og 80’erne, hvor Verdensbanken og IMF tvang markedsreformer ned over globale sydlande, førte ikke til lighed og udvikling, men til ulighed og social krise. Det er dybt uansvarligt at genoplive denne fejlslagne logik i 2025. At vores udbytning af det globale syd vokser, betyder at uligheden stiger. 

For at få det hele til at gå op i regnearkene og maksimere indtjeningen, flytter man investeringerne betalt af udviklingsbistanden, til mellemindkomstlande som Sydafrika, Indonesien og Brasilien – hvor markederne er “mere modne”, og profitten lettere kan høstes. Men disse lande er ikke de fattigste. De har massiv intern ulighed, som kræver strukturelle løsninger,  ikke flere danske eksportventyr.

Udviklingsmidler som erhvervsstøtte

Ifølge regeringen skal der investeres 30-40 milliarder kroner over de næste ti år i “partnerskaber med erhvervslivet”. Det lyder pænt, men det betyder reelt, at offentlige midler kanaliseres til private virksomheder. Samtidig udsættes det globale syds sociale sektor for privatisering og markedsgørelse: alt, fra vand og el til hospitaler og uddannelser, gøres til en forretning, der skal give profit. Og når det sker, mister befolkningen kontrollen med de sektorer, der skal sikre de basale rettigheder for de fattigste.

Kina som en model

Venstres udviklingsordfører Christian Friis Bach udtalte til Global Nyt, at “det er jo det, der har fået 700 millioner kinesere ud af fattigdom” Men det er historieløst. Det var ikke markedskræfter og frihandel, der reducerede fattigdommen i Kina, det var en stærk stat, offentlig planlægning og produktion samt kontrol med økonomien. En udviklingsmodel diametralt modsat den, Danmark nu forsøger at slå på tromme for i strategien.

Geopolitik forklædt som udvikling

Strategien retter sig ikke kun mod de fattigste lande, men i høj grad mod områder, der har strategisk betydning for EU og Danmark: Nordafrika, Mellemøsten og EU’s nabolande til øst. Det handler ikke om solidaritet, reel udvikling og fattigdomsbekæmpelse, men om migrationskontrol og sikkerhedspolitik, herunder bekæmpelse af terrorisme. 

Ukraine er i dag den næststørste modtager af dansk udviklingsbistand, de humanitære behov til trods, er landets befolkning ikke blandt verdens fattigste, men det tjener Danmarks geopolitiske interesser.

Samtidig finansieres udgifter til flygtninge i Danmark fortsat af udviklingsbistanden, en praksis, som udhuler midlerne til reel international udvikling.

Mere støtte til konservative værdier

Strategien lægger også op til at støtte “religiøs frihed”, med et særligt fokus på forfølgelse af kristne minoriteter. Det lyder tilforladeligt, men i praksis er det ofte de samme konservative kræfter, der modarbejder kvinders rettigheder, retten til abort og LGBT+ rettigheder. Det er bekymrende, at disse aspekter ikke nævnes i strategien, og viser endnu engang, hvor skæv balancen er. 

Samtidig er den danske våbeneksport et voksende politisk fokusområde, og det er svært ikke at se forbindelsen, når sikkerhedspolitik og erhvervsliv smelter sammen i bistandens navn.

NGO’er ånder lettet op

Civilsamfundet nævnes i strategien, og det er naturligvis bedre end det modsatte. Men realiteten er, at støtten til NGO’er er stagneret eller faldet over tid. Det kan godt være at beløbet er det samme, men inflation og stigende omkostninger, betyder mindre udvikling for pengene. Strategien rummer ingen reel styrkelse af de organisationer, der arbejder uafhængigt og kritisk med strukturelle årsager til fattigdom og ulighed. 

Støtten til NGO’erne i Danmark, er det figenblad, der skal dække over en strategi, der skaber flere problemer end den løser. 

Spørgsmålet er, hvor længe NGO’erne kan få støtte, hvis de ikke underordner sig strategiens geopolitiske og markedslogik. Det bliver interessant at se hvordan udmøntningen af strategien bliver. Vil NGO’erne blive præsenteret for partnerskaber med erhvervslivet, bestemte geografiske eller tematiske krav? 

Hvad med klima, uddannelse og sundhed?

Strategien nævner grøn omstilling, uddannelse og sundhed, men som med alt andet, gøres det til “muligheder for danske virksomheder”. Grøn omstilling bliver til eksport af grøn teknologi og ikke overførsel af teknologi. Uddannelse og sundhed bliver til investeringer der skal tjenes penge på. 

Hvis ikke vi insisterer på, at bistanden skal komme de fattigste til gode, og ikke de rigeste,  fortsætter vi den neokoloniale udbytning af det globale syd. 

Et strategisk dække for fortsat ulighed

Den nye strategi træder i kraft 1. juli 2025 og har ingen udløbsdato. Den prioriterer:

1. Jobskabelse, økonomisk vækst, handel og investeringer
   
2. Forebyggelse og respons på konflikter, migration og fordrivelse
   
3. Grøn vækst
   
4. Demokrati og menneskerettigheder
   
5. Uddannelse og sundhed

Men bag disse pæne overskrifter gemmer sig en strategi, der primært tjener danske interesser, ikke global retfærdighed.

Et opgør er nødvendigt

Vi har brug for en udviklingspolitik, der sætter mennesker før profit. En politik, der tør udfordre ulighedens strukturer i stedet for at øge uligheden. En, der lytter til bevægelser og civilsamfundet i det globale syd, ikke blot til danske erhvervschefer og geopolitiske rådgivere.

Danmark bør stå i solidaritet med verdens fattigste – ikke konkurrere om at tjene på deres ressourcer. Man behøver ikke at have en PhD i udviklingsstudier for at vide at øget udbytning af det globale syd vil skabe større ulighed, mere fattigdom og mere ustabilitet og konflikt, og dermed også flere mennesker der vil være tvunget til at flygte fra deres hjem. 

Læs mere om strategien på Udenrigsministeriets hjemmeside.